Per Pedersen kommer hver uge med sit syn på de seks kampe fra landets bedste fodboldrække, men i anledningen af forårssæsonens start har vi taget en længere snak med den tidligere landsholdsspiller, som føler sig ganske sikker i sin sag, når snakken falder på det danske mesterskab.
”OB vinder i år! De stribede har over vinterpausen formået at forlænge med vigtige spillere, og der hersker ro og optimisme i klubben. Kombineret med uro på de indre linjer i FCK, hvor Don Ø er væk og Ståle Solbakken også på vej ud, tror jeg det bliver guld til fynboerne. FCK har ganske vidst lige nu et forspring qua kampene mod Marseille, men jeg tror alligevel på, at Utaka, Absalonsen & co. er en tand stærkere i år. Som jeg ser det er fynboerne i den direkte duel stærkere på målmandsposten og i angrebet. Specielt i det fremadrettede spil ser jeg en mærkbar forskel på de to mandskaber. Utaka er i en klasse for sig,” fortæller Per Pedersen om den guldkamp, der står for døren i forårssæsonen.
Kigger vi længere ned i tabellen til den knap så sjove ende er tingene til gengæld også afgjort ifølge Per Pedersen. Tiltro til Køge og Randers er det i hvert fald ikke meget af trods Sønderjyskes tynde trup.
”Randers og HB Køge er ude! Bevares, SønderjyskE er ikke specielt gode, men de har et forholdsvis højt bundniveau og skal nok skrabe point til sig. Så den ende af tabellen ER afgjort.”
Foruden de to tophold og de to bundhold er der dog også andre klubber i ligaen, og selvom Per Pedersen sender guldet til OB, så tror han alligevel på, at det bliver en jysk klub, som bliver forårets positive overraskelse. Dette trods utallige skuffelser tidligere i klubbens historie.
”Modsat hvad jeg normalt tror, forventer jeg faktisk at AGF får et fint forår. Tilgangen af Martin (Jørgensen, red.) har givet noget ekstra. Martin er ikke kommet hjem for at slappe af, det er han slet ikke typen til. Han vil vise noget, og selvom han ikke længere er så hurtig, vil han tilføre århusianerne noget ro, rutine og fornuftige overvejelser. Desuden har GF stadig Jakob Poulsen i truppen. Lumb er væk ja, men indkøbet af Cagara er super set af Brian Steen (Nielsen, red.), så ja – jeg forventer faktisk, at GF bliver forårets positive overraskelse - eller i hvert fald at de overrasker mig positivt.”
Netop nyindkøbte Dennis Cagara kan også blive en oplevelse i AGF-trøjen, da Per Pedersen tror på den 25-årige back som forårets store gennembrud og oplevelse. Han ser dog også muligheden for endnu en opblomstring hos oprykkerne fra Silkeborg, som imponerede i efteråret.
”Cagara, AGF, har i mange år været et stort talent med potentiale. Jeg forventer, at han tager springet og bliver en profil i SAS ligaen. Så han vil umiddelbart være mit bedste bud på en spiller, der bryder igennem. Et andet bud kunne være Martin Svensson, SIF. En hurtig spiller, der også har god teknik og et fint overblik. Fysisk mangler han lidt, men med Troels Bech som træner har han jo de bedste forudsætninger for at udvikle den del af sit spil,” afslutter Per Pedersen, hvis spilforslag du igen kan følge her på SpilXperten.com fra på fredag.