Dansk fodbold, Superligaen
FC København er naturligvis storfavoritter til at genvinde DM-guldet, men der er klare tegn på, at de 26 points forspring, som de etablerede i sidste sæson, bliver en hel del mindre i denne. Og chancerne er der endda for, at en af udfordrerne kan overhale dem. Sker det, så står OB forrest i køen.
Fynboerne stod stærkt i forrige sæson, hvor de ikke kunne følge FCK hele vejen, og i sidste sæson var det så tydeligt, at der skulle skiftes ud blandt de ældre i truppen for at genfinde sulten efter guldet. Det synes jeg for så vidt er sket indenfor det seneste halve års tid, og de fremstår nu som et solidt bud på en mesterskabsudfordrer i mine øjne. Ind er kommet den norske forsvarskrumtap Reginiussen og den danske landsholdsangriber Morten Skoubo. Det betyder, at forsvaret bliver stabiliseret, og det var der brug for, da duoen Håland/AC efterhånden så lidt skrøbelig ud. På midtbanen er de ekstremt godt besat med spillere som Djemba-Djemba, Traoré, HHA, Gislason, Kadrii og Andreas Johansson - og efter FCKs salg af Kvist og Grønkjær, er OB altså ikke langt efter på den front.
Om så købet af Skoubo er en ren forstærkning af truppen eller som erstatning for Utaka skal være usagt, men er det første tilfældet, så stiller de også pludselig med to forwards, som kan true modstanderen i stedet for som tidligere kun én. Toft og Johansson har været anvendt som anden-angriber, men det vinder man ikke mesterskaber på.
På papiret har OB således et ganske stærkt mandskab, som efter FCKs åreladning af tre forsvarsspillere, to profiler på midten og måske også N´Doye, hvad kvalitet angår nærmer sig hovedstadsklubben med hastige skridt. Spørgsmålstegn er der dog ved målmands- og trænerposten. Wessels er ikke en top-målmand, men jeg tror at de giver ham en chance mere, mens Clausen som træner for mig ikke virker som manden, der kan motivere og samle de mange forskellige typer og nationaliteter til én samlet enhed. Derfor bliver starten også uhyre vigtig, for vindes de første kampe, så kan selvtillid og vinder-mentaliteten hurtigt blive så markant i det fynske, at trænerens rolle bliver mindre - og så kan de for alvor blive farlige.
Brøndby har jeg ikke den store tiltro til. Forsvaret ser stadig tyndt ud, på midtbanen glimter kun Krohn-Dehli nu og da, og han vil gerne væk fra klubben, mens de fremad banen i den grad mangler en målscorer.
FCM kan på gode dage spille mesterskabsbold, men holdet er stadig ungt, og de vil svinge meget.
Derudover er der ingen, der kan true topholdene, og jeg tror godt, at det kan blive en tvekamp mellem FCK og OB, hvor førstnævnte i den grad har et stort arbejde med at samle en ny stærk trup under en helt ny træner, der både skal gøre sig gældende i Superligaen og Champions League.
Det kan blive OBs sæson. Til odds 7,50 er det i hvert fald værd at tage chancen på, at det bliver det.
En del bookies har odds 7,00 på et fynsk mesterskab, mens Unibet ligger højest med 7,50.